Mit arbejde som billedkunstner:

I min arbejdsproces som billedkunstner, forsøger jeg at fortolke de inspirerende indtryk jeg registrerer og associerer på i mine omgivelser. Jeg fotograferer flittigt, og bearbejder mine fotos på computeren til fabulerende forlæg/-skitser. I den videre proces med at skabe mine værker, er jeg under stadig indflydelse af skiftende stemninger, handlinger, indtryk og motiver omkring mig. Det påvirker mit arbejde med det enkelte værk, som efterhånden får sit eget liv og begynder at svare igen. Dialogen mellem mig og værket varer ved, indtil jeg må sætte punktum for samtalen. At det enkelte værk er færdigt, behøver ikke at betyde at jeg er færdig med et bestemt motiv. Måske angriber jeg motivet fra en ny vinkel, og henter genkendelige elementer fra et værk ind i nye værker. Det er ikke spørgsmålet om at gentage det samme motiv, men at udfolde dets muligheder i skiftende motiver.

Som kunstner ser jeg muligheder i mange forskellige materialer. I en årrække har jeg arbejdet som keramiker og været fascineret af ler, glasurkemi og dekoration af den keramiske form. I dag er det billedet som udtryksform, der fascinerer mig. Jeg ser mig selv som kolorist, og maler og tegner med materialer som akryl, olie, akvarel, tusch, kul og grafit, enten på lærred, plade eller papir. Ind imellem bruger jeg andre materialer i collager og skulpturelle værker.

 

billedgalleri